Klublove / Vedtægter for

Sportsrideklubben Silkeborg

SPS

§ 1. Navn og hjemsted

Klubbens navn er: Sportsrideklubben Silkeborg

Forkortelse: SPS

Hjemsted: Silkeborg Kommune

§ 2. Formål

Klubbens formål er at fremme interessen for ridesporten og at samle medlemmerne til udøvelse af denne idræt, samt at oplære navnlig ungdommen i alt vedrørende hestens brug og pleje.

§ 3. Dansk Rideforbund

Rideklubben er medlem af Dansk Rideforbund under Dansk Idræts-Forbund, hvorfor klubben og enkelt medlem er forpligtet til at rette sig efter de to nævnte forbunds love, reglementer og bestemmelser, herunder de af de pågældende forbund fastsatte voldgiftbestemmelser.

§ 4. Medlemmer

I rideklubben kan optages senior- og juniormedlemmer.

Man kan kun optages som juniormedlemmer til og med det år, som man fylder 18 år. Juniormedlemmer er ikke valgbare til bestyrelsen og har først stemmeret fra det tidspunkt, de er fyldt 18 år. Forældre/værge til et juniormedlem kan stemme og er valgbar til bestyrelsen.

Optagelse af umyndige kræver samtykke fra forældre/værge.

Passive medlemmer kan optages i klubben uden ret til at deltage i ridesportslige aktiviteter.

Medlemskabet er gældende fra den dato, hvor der er betalt, hvis ikke andet er aftalt med kasseren.

Medlemskabet gælder for kalenderåret. Efter 1. juli betales ½ kontingent for resten af kalenderåret.

Udmeldelse skal ske skriftlig til kasseren senest den 30. november for at gælde det efterfølgende kalenderår.

§ 5. Hæftelse

Klubbens medlemmer og dens bestyrelse hæfter ikke for klubbens gæld eller andre forpligtelser.

§ 6. Karantæne / Udelukkelse

Bestyrelsen kan meddele karantæne af nærmere fastsat omfang, dog max. 2 måneder, til et medlem, der gør sig skyldig i usportslig optræden, eller på anden måde opfører sig til skade for klubben. For at den beslutning skal være gyldig kræves, at mere end halvdelen af samtlige bestyrelsesmedlemmer stemmer for karantænen.

Medlemmet skal have adgang til at udtale sig over for bestyrelsen, inden afstemningen finder sted. Denne afgørelse kan indbringes for distriktets forretningsudvalg inden 8 dage. Forretningsudvalgets afgørelse er inappellabel. Et evt. forretningsudvalgsmedlem fra den pågældende klub er inhabil.

§ 6 B.

I særlige tilfælde kan bestyrelsen indstille til generalforsamlingen, at et medlem udelukkes fra klubben i et nærmere angivet tidsrum over 2 måneder. På generalforsamlingen afgøres sagen ved skriftlig afstemning, og for vedtagelsen kræves et flertal på 2/3 af de afgivne stemmer (blanke stemmer tæller som afgivne).

Medlemmet har krav på at være tilstede og forsvare sig. Generalforsamlingens bestemmelser om udelukkelse kan af medlemmet indbringes for Dansk Rideforbunds Ordens- og Amatørudvalg inden 4 uger.

§ 6 C.

I det af § 6 B omhandlede tilfælde kan generalforsamlingen ligeledes ved skriftlig afstemning, og med et flertal på 2/3 af de afgivne stemmer afgøre, at sagen via hovedbestyrelsen indbringes for Dansk Rideforbunds Ordens- og Amatørudvalg til afgørelse af, om der tillige skal ske udelukkelse fra andre rideklubber eller evt. indstilles til Dansk Idræts-Forbund, at vedkommende udelukkes fra andre specialforbund under Dansk Idræts-Forbund (eksklusion).

§ 7. Kontingent

Medlemskontingent for næstfølgende år fastsættes af bestyrelsen for et år ad gangen og forelægges den ordinære generalforsamling til endelig godkendelse.

For aktive og passive medlemmer opkræves medlemskontingent helårligt forud og er forfalden til betaling 1. januar.

Er kontingentet ikke betalt senest 1 måned efter forfaldsdag, kan medlemmets rettigheder ophøre, og vedkommende kan kun optages på ny mod betaling af restance, samt kontingent påløb, indtil lovlig udmeldelse har fundet sted.

Der må IKKE startes for klubben uden, at der er betalt medlemskontingent, eller anden aftale er aftalt med kasseren eller bestyrelsen. Såfremt der alligevel startes for klubben, skal der betales kontingent.

Forfalden kontingent skal betales uanset ophør af medlemsrettigheder.

Bestyrelsen kan slette et medlem, der ikke har betalt kontingent rettidigt, og som heller ikke har betalt senest 14 dage efter at have modtaget påkrav herom. Bestyrelsen er bemyndiget til at ændre på alle øvrige kontingentsatser, men med ansvar over for generalforsamlingen.

Ved kontingentet Gæstemedlemskab kan man starte for klubben, men ikke deltage i andre aktiviteter end stævner i klubben.

§ 8. Bestyrelsen

Klubbens anliggender varetages af en bestyrelse på mindst 5 medlemmer, der alle skal være fyldt 18 år eller være forældre/værge til et juniormedlem. På generalforsamlingen vælges formanden direkte, og derefter vælges den øvrige bestyrelse, samt 2 suppleanter.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand, kasserer og sekretær.

Der afgår hvert år henholdsvis 3 og 4 bestyrelsesmedlemmer, første gang efter lodtrækning. I tilfælde af vakante for formanden eller andet bestyrelsesmedlem indtræder suppleanterne i bestyrelsen. Såfremt suppleanternes pladser er vakante, supplerer bestyrelsen sig selv indtil næste generalforsamling. Efter indtræden eller supplering konstituerer bestyrelsen sig på ny.

Bestyrelsen nedsætter efter behov et antal primære udvalg med et bestyrelsesmedlem som formand.

Genvalg kan finde sted.

§ 9. Bestyrelsesmøder

Bestyrelsesmøder afholdes mindst 4 gange årligt, men i øvrigt efter behov eller på forlangende af mindst 3 bestyrelsesmedlemmer.

Bestyrelsen indkaldes skriftlig med min. følgende dagsorden:

· Godkendelse af referat

· Meddelelser fra formanden

· Evt.

Alle bestyrelsesbeslutninger tages ved simpelt flertal, se dog § 6A. Står stemmerne lige, er formandens stemme afgørende og i dennes forfald næstformandens. For at gyldig bestyrelsesbeslutning kan tages, må mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer være til stede og deltage i afstemningen. Næstformanden træder under formandens forfald i dennes sted.

Sekretæren fører protokol over forhandlingerne på bestyrelsesmøderne, og er beslutningsreferat underskrives ved det enkelte mødes afslutning eller på næste møde. Ved møder med enkeltpersoner eller offentlige myndigheder m.m. underskrives protokollen af bestyrelsen på førstkommende bestyrelsesmøde.

§ 10. Prokura

Bestyrelsen disponerer over klubbens midler og varetager dennes tarv på bedste måde. Prokura kan meddeles to i foreningen, f.eks. formand/næstformand – kasserer, der er bemyndiget til at underskrive de dokumenter om køb, salg og anden afhændelse samt pantsætning, som er en følge af generalforsamlingsbeslutninger, der er truffet herom i medfør af lovens § 11.

Der bør ikke meddeles eneprokura.

§ 11. Generalforsamling

Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed og indkaldes af bestyrelsen.

Den ordinære generalforsamling afholdes i februar måned. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen. Tiden og stedet for generalforsamlingen skal meddeles klubbens medlemmer med mindst 1 måneds varsel.

Indkomne forslag skal offentliggøres på generalforsamlingen.

Medlemmer over 18 år har stemmeret og er valgbare til bestyrelsen, hvis de har betalt kontingent og været medlem af klubben i mindst 3 måneder.

Juniormedlemmers forældre/værge har ligeledes stemmeret og er valgbare til bestyrelsen på juniormedlemmets vegne.

Dagsorden skal som minimum indeholde følgende punkter:

1. Valg af dirigent

2. Bestyrelsen aflægger beretning

3. Det reviderede regnskab forelægges til godkendelse

4. Fastsættelse af kontingent

5. Behandling af indkomne forslag

6. Valg af formand

7. Valg af øvrige medlemmer til bestyrelsen

8. Valg af suppleanter til bestyrelsen

9. Valg af revisor

10. Eventuelt

Ved generalforsamlingens afslutning skal der foreligge et referat fra mødet, som dirigenten underskriver. Det skal som minimum indeholde, hvem der er valgt til de forskellige bestyrelsesposter.

§ 12. Lovændring

Til forandring af lovene kræves en majoritet på 2/3 af de afgivne stemmer. Enhver ændring af lovene skal indberettes til DRF til godkendelse.

§ 13. Regnskabsår

Regnskabsåret får fra 1. januar til 31. december. Regnskabet forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse efter revision af 1 revisor valgt på den ordinære generalforsamling for 1 år ad gangen.

Revisor behøver ikke være medlem af foreningen.

Det reviderede regnskab skal foreligge senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse og kan rekvireres af klubbens medlemmer tillige med forslag til budget for det kommende år.

§ 14. Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling indkaldes af bestyrelsen, når den anser det for nødvendigt, eller når mindst 20% af de stemmeberettigede medlemmer indgiver skriftlig begæring herom med angivelse af dagsorden.

I sidste tilfælde skal den ekstraordinære generalforsamling finde sted senest 3 uger efter begæringens modtagelse.

Ekstraordinær generalforsamling indkaldes skriftlig med mindst 8 dages varsel.

Der regnes med det seneste opgivne medlemstal til DRF ved beregningen.

§ 15. Opløsning

Klubbens opløsning kan kun finde sted, når beslutningen herom vedtages på 2 efter hinanden med mindst 14 dages mellemrum afholdte generalforsamlinger.

Ved den første af disse generalforsamlinger skal beslutningen om opløsning vedtages med mindst ¾ af de afgivne stemmer. Ved den anden generalforsamling kan opløsningen vedtages ved simpelt flertal.

Eventuelle aktiver skal tilfalde ridesportslige aktiviteter inden for Distrikt 12.